Vandskræk er absolut ikke for sjov! Det er noget af det mest fysisk og socialt inerverende, vi kan opleve i et land med så meget kyststrækning som Danmark, hvor "dage på stranden" kan føles som en anstrengende begivenhed, fremfor en afslappende feriedag.
På NORDs &rdquoVandskræk&rdquo-hold ønsker vi, at alle, der har mod på at konfrontere deres vandskræk, får mulighed for det.
Vi er naturligvis godt klar over, at alle kommer med et forskelligt udgangspunkt, og derfor også har forskellige mål. For nogle handler det om at lære at svømme, mens det for andre handler om i det hele taget at blive tryg ved at komme i bassinet, eller at hoppe i poolen og lege med sit barn, når man er på ferie, osv.
Uanset hvilket udgangspunkt, du kommer med, så starter alt ved det første skridt at du melder dig til og giver det en chance.
Alt derefter tager vi i små skridt. Nogle starter ud med at stå og gå på bunden, mens andre lægger ud med blot at dyppe tæerne i vandet fra kanten. Udviklingen vil altid være individuel, og derfor tilpasses undervisningen til den enkeltes behov.
Trænerne starter altid ud med at tage en samtale med dig på kanten, når du er ny på holdet. Det gør de for at spore sig ind på de udfordringer, du har, og de mål I sammen skal prøve at opnå. På sigt, drømmer vi om, at du efter et forløb på "Vandskræk"-holdet, er klar til at starte på f.eks. "Begyndersvømning for voksne" eller "AquaFitness/Motionsholdet".
Vi ved godt, at det koster mod og kræfter at overvinde vandskærk, men vores trænere på holdet har stor tålmodighed, og vil i tæt samarbejde med dig, hjælpe dig med at opnå dine ønskede mål - og de er rigtig gode til at fejre succeserne sammen med dig!
Det er aldrig for sent at lære at svømme - og vi vil gerne hjælpe dig godt på vej.
Vi bestræber os på, at alle bliver udfordret på deres eget niveau, og derfor bygges undervisningen op sådan, at den helt overordnet har et forløb, den forsøger at følge, med med plads til individuelt tilrettelægning - og du er selv med til at bestemme tempoet.
Vi opfordrer alle til at deltage i eventuelle indbudte stævner og sociale arrangementer, da det styrker samværet og sammenhængskraften på holdet og i Klubben generelt.
Mål/fokus
- Ingen hjælpemidler &ndash Brug af svømmebriller fremfor dykkerbriller
- Langsigtet mål: Tilmelding på f.eks. Begyndersvømning for voksne
- Langsigtet mål: Opnå og demonstrere selv- og livredningsteknikker
- Balance: Flyde på mave og ryg (korrekt hovedstilling)
- Balance: Rotation om længdeaksen &ndash også gerne i bevægelse
- Vejrtrækning: Puste ud under vandet med næse og mund (korrekt hovedstilling)
- Vejrtrækning: Udånding mens fuldt neddykket
- Vejrtrækning: Dyk til bund i lav ende og midten
- Elementskifte: Fra kant til vand og fra vand til kant
- Bevægelse: Selvredning
- Bevægelse: Livredningskendskab og teknik
- Bevægelse: Fremdrift med skodning eller genkendelige stilartsmønstre
- Bevægelse: Træde vande