Bestyrelsen har besluttet at indkalde til ekstraordinær generalforsamling d. 14/4-2025 klokken 18:30 i Klubhuset, Skolevej 2, 9400 Nørresundby.
Dagsorden:
- Valg af dirigent og referent
- Indkomne forslag:
- Forslag fra Bestyrelsen, til generalforsamlingens godkendelse:
- Bestyrelsen fremstiller hermed forslag om at sammenlægge aktiviteterne i Svømmeklubben NORD med Aalborg Svømmeklub.
Begrundelse:
Det er bestyrelsens vurdering at det ikke længere er muligt at drive en konkurrence afdeling i Svømmeklubben NORD som kan opfylde de ønsker, ambitioner og behov som vores dygtige svømmere har.
Vi kan med den nuværende medlemsopbakning ikke få økonomi og praktiske forhold til at hænge sammen på en måde hvorpå vi kan drive en rentabel klub. Derfor foreslås det at Svømmeklubben NORD slår sine aktiviteter sammen med Aalborg Svømmeklub.
Sammenlægningen vil give Aalborg Svømmeklub mulighed for at etablere et ekstraordinært godt tilbud til flere svømmere, og på et bredere niveau end hvis klubberne forblev adskilte. Derved fortsætter vi bedst muligt med at opfylde formåls paragraffen for NORD:
NORD's formål er gennem øvelser og konkurrence at udbrede interessen for og kendskab til fysisk udfoldelse i vand og herigennem – sammen med andre sociale aktiviteter medvirke til at skabe trivsel og velvære blandt klubbens medlemmer.
For NORD's konkurrence svømmere betyder sammenlægningen at de kan fortsætte med at dygtiggøre sig og opnå de målsætninger mange allerede arbejder hårdt for at nå.
For NORD's undervisningsafdeling betyder en sammenlægning at medlemmerne får endnu bedre mulighed for at forfølge netop den vej i svømmeverdenen, som de har bedst talent og/eller mest lyst for. De vil med den kommende struktur bliver præsenteret for flere forskellige discipliner i svømmeverdenen, så de er bedre rustet til at vælge det som er rigtigt for dem. En anden prioritet i samarbejdet er at skabe et unikt og attraktivt tilbud til unge fra de tidlige teenage år og fremad.
Bestyrelsen beder om generalforsamlingens godkendelse af at man arbejder frem imod en fuldstændig overførsel af NORD's aktiviteter til Aalborg Svømmeklub. Når aktiviteterne er overført, lukkes NORD som en selvstændig klub og NORD's aktiver tilfalder Aalborg Svømmeklub. - Bestyrelsen fremsætter til generalforsamlingens godkendelse at:
Der senere på året indkaldes til endnu en ekstraordinær generalforsamling for i henhold til vedtægternes §11 "Ophævelse af NORD" med formål om at beslutte at NORD nedlægges. - Bestyrelsen fremsætter til generalforsamlingens godkendelse at:
Ved Svømmeklubben NORD's nedlæggelse, tilfalder NORD's aktiver Aalborg Svømmeklub.
Dette mener Bestyrelsen er i henhold til vedtægternes §11.4:
"I tilfælde af NORD's ophævelse skal NORD's formue gå til idrættens fremme i Aalborg Kommune."
Bestyrelsen mener at Aalborg Svømmeklub er den bedste til at fremme og videreudvikle svømning i Aalborg og omegn.
- Andre indkomne forslag:
- Eventuelle andre forslag skal være formanden i hænde senest 7 dage før generalforsamlingen, forslagsstiller skal være tilstede i forsamlingen til mødet.
- Eventuelt
/Flemming