Svømmeklubben NORD starter hold med synkrosvømning

Skrevet søndag d. 20. januar 2013

Svømmeklubben NORD har nu sat et hold med synkrosvømning på deres program. Synkrosvømning er nok noget de fleste kender fra OL, hvor Anders Lund Madsen og Anders Breinholdt har kommenteret de meget flotte opvisninger.

Hvad er synkrosvømning?

Synkrosvømning er en sport, der kombinerer styrke, kontrol, ynde, smidighed og kondition. Det beskrives bedst som ballet i vandet, der bliver udført til musik, som både kan høres over og under vandet.

Vandet er både med- og modspiller i sporten. Man lærer at udnytte, at vandet bærer en oppe, men samtidig kræver synkrosvømning også en masse bevægelser, der løftes ud af vandet.


Man må ikke røre bunden, når man er synkronsvømmer. Ved hjælp af bevægelser i arme og ben skal man komme ud af vandet, så det ligner, at man “flyder ovenpå”, uden at det ser anstrengende ud. Man lærer ikke ligefrem at gå på vandet, men det er i samme boldgade!


Synkrosvømning er en sportsgren, der kræver meget af svømmerne, men man får også meget igen. Man får masser af motion på en måde, der bestemt ikke er kedelig. Samtidig er synkrosvømning en sjov og anderledes måde at være i vandet på. Man bevæger sig på helt andre måder, end man er vant til i en følelse af vægtløshed, mens man sammen med andre kan lave flotte mønstre og akrobatiske løft.

Hvem kan svømme synkrosvømning?

Alle kan svømme synkrosvømning. Det eneste krav, der stilles, er, at man kan lide at være i vandet og kan holde hovedet oven vande på egen hånd. Så elsker du at være i vandet, men savner udfordringer udover den almindelige banesvømning? Så er synkrosvømning lige noget for dig.

Du kan få en gratis prøvetime i synkrosvømning søndag d. 27. januar kl. 12.45-14.15 i svømmehallen på Gl. Lindholm Skole – Læs mere om synkronsvømning

Sponsorer​

KONTAKT EN AF VORES 3 AFDELINGER​

Har du spørgsmål der vedrører børne- og voksenhold kan du kontakte os direkte.

Har du spørgsmål der vedrører konkurrenceafdelingen kan du kontakte os direkte.

Har du spørgsmål der vedrører dykkerafdelingen kan du kontakte os direkte.