Casper BC: årets VIP Ildsjæl i Aalborg Kommune

Skrevet fredag d. 4. marts 2016

I går fik Casper, som de fleste kender som BC, Aalborg kommunes VIP Ildsjæl ved Aalborgs Bedste. Prisen gives til unge ildsjæle under 25 år. Baggrunden er BC’s frivillige arbejde med åben vand svømning i klubben.

Casper er i sandhed en stjerne, både for klubben som helhed, men ikke mindst for alle de nye medlemmer han har fået til klubben, og som han formår at fastholde.

Casper har løftet vores Open Water satsning på fornemmeste vis siden 2013. NORD er i dag landskendt for indsatsen og har blandt andet vundet Dansk Svømmeunions Open Water pris for Spring i Baljen indsatsen. Casper er synonym med åbent vand træning for klubbens medlemmer.

Casper arrangerer åbent vand træning. Siden 2013 har holdet bestået af 80-100 medlemmer, som primært er i alderen 40 til 60 år. Det er medlemmer, som vi ikke tidligere har haft i klubben, hvorfor det er en stor gevinst for klubben. Udover at arrangere træningerne, så er det også Casper, der underviser. Udover det, står han for at skaffe flere trænere til holdet. Han sørger for grill-fester og andre sociale events for at gøre oplevelsen med Open Water fuldendt. Selvom han er fuldtidsstuderende så står han også for markedsføring og opsætning af svømmebanen i Limfjorden. Sidst har han også styr på budgettet. Alt i alt er han en uundværlig figur for klubben, medlemmerne og åbent vand svømningen. Der er ikke en finger at sætte på hans arbejde.

At arrangere åbent vand træning kræver en del – for ofte er det selvorganiseret. Men Casper har formået at finde en måde, hvor NORD både tiltrækker nye medlemmer, men samtidig holder fast i de nuværende. Der arrangeres crawl undervisning, åbent vand teknik træning og selvfølgelig almindelig åbent vand svømmeture på flere niveauer så både nybegynderne og de rutinerede kan følge med og føle sig udfordret. Konceptet er Caspers – fleksibelt , men samtidig skaber de faste træninger en følelse af at være et hold med et fællesskab. Det er flot i nutidens forening.

Ved siden af denne store opgave, er Casper også medarrangør af Open Water stævnet Limfjordskrydseren, hvilket er Nordjyllands største Open Water stævne. Det er ganske enkelt imponerende hvad Casper gør for åbent vand svømning.

​Uden Casper var åbent vand svømning i NORD aldrig blevet en sådan succes som det er i dag. Casper er en rigtig klubmand, der fortjener en anerkendelse for hans frivillige virke.

Stort tillykke her fra klubben!​

Sponsorer​

KONTAKT EN AF VORES 3 AFDELINGER​

Har du spørgsmål der vedrører børne- og voksenhold kan du kontakte os direkte.

Har du spørgsmål der vedrører konkurrenceafdelingen kan du kontakte os direkte.

Har du spørgsmål der vedrører dykkerafdelingen kan du kontakte os direkte.