Svømmeklubben NORD søger fuldtidstræner der kan skabe den røde tråd

Skrevet tirsdag d. 28. maj 2013

Kunne du tænke dig et alsidigt job, hvor du har mulighed for at være med til at præge udviklingen af en hel klub? Brænder du for svømning og kan du have høje ambitioner på klubbens vegne? Så er stillingen som cheftræner i Svømmeklubben NORD måske noget for dig.

Svømmeklubben NORD er en klub i vækst og vi søger en cheftræner, der kan fortsætte den positive udvikling i klubben. Du vil være medvirkende til at skabe en rød tråd fra svømmeskolens plaskehold til klubbens førstehold.

Udviklingsmuligheder

Du skal have mod på at være i en dynamisk klub, hvor dine arbejdsopgaver helt sikkert vil ændre sig løbende, men dine overordnede ansvarsområder vil dog være:

  • Den daglige træning på første og andet holdet
  • Sæsonplanlægning
  • Afholdelse af trænermøder
  • Deltagelse ved stævner og træningslejr

Tidsforbruget i konkurrenceafdelingen vil gennemsnitligt være ca. 25 timer ugentligt. Der vil desuden være en assistenttræner tilknyttet holdet.

Samarbejde med svømmeskolen

Udover konkurrenceafdelingen vil du blive en vigtig brik i forhold til at videreudvikle vores svømmeskole. Dine arbejdsopgaver vil blive tilpasset dine kvalifikationer, men det vil være en fordel, hvis du kan se dig selv arbejde inden for et eller flere af følgende områder: børneundervisning, sparing med svømmeskolens instruktører, crawl for voksne, begynder svømning for voksne, åben vand svømning, skolesvømning, styrketræning eller andet relevant.

Du vil desuden komme til at sidde i relevante udvalg og være medvirkende til at skabe en endnu bedre frivillighed og et endnu bedre klubmiljø.

Om dig

Det er vigtigt for os, at finde en person, der brænder for at være med til at udvikle klubben og har ambitioner på klubbens vegne. Som person skal du være initiativrig, udadvendt og en god kommunikator. Du skal kunne se dig selv i klubben på lang sigt og have gode samarbejdsevner. Det er meget vigtigt, at du ser klubben som en helhed og ikke kun som en konkurrenceafdeling. Vi tror på, at en god konkurrenceafdeling skabes igennem et solidt fundament.

Om Svømmeklubben NORD

Svømmeklubben NORD er en klub med ca. 1.000 medlemmer. Klubben har 30 engagerede ansatte, hvoraf to er på fuld tid. Vi har stor fokus på at udvikle os og går højt op i uddannelse. Vi ser samarbejde som et plus, da vi derigennem er en aktiv del af lokalsamfundet. Vi samarbejder med lokale idrætstilbud, så som fitnesscenter, Sport2Go, indvandrerprojekter m.m. Vi går højt op i at skabe gode rammer for svømning og ønsker derfor at tilbyde vandaktiviteter til alle.

I klubbens konkurrenceafdeling er der ca. 50 svømmere, hvoraf første- og andet holdet udgør ca. 25 svømmere. De to hold spænder vidt i niveau, hvor de yngste er i gang med at vænne sig til konkurrencemiljøet og de ældste er en del af et etableret konkurrencemiljø, som blandt andet repræsenterer klubben ved de store nationale stævner. Klubben rummer ligeledes landsholdssvømmere i DHIF-regi og i åbent vand svømning.

Vores svømmeskole har 65 hold ugentligt i tre forskellige svømmehaller. Der er ca. 700 børn og 200 voksne i klubben. Vi har de sidste 5 år arbejdet meget fokuseret på at forbedre undervisningen på børneholdene. De seneste 3 år har vi desuden arbejdet med at gøre voksensvømning til et attraktivt idrætstilbud. Klubben er konstant i udvikling og vi er meget åbne over for nye tiltag.

Klubben har desuden en dykkerafdeling.

Du kan læse mere om Svømmeklubben NORD på www.svommeklubbennord.dk ogwww.facebook.com/svommeklubbennord

Ansøgning

Ansøgningen, CV og eventuelt andet relevant materiale sendes til stiness@gmail.com. Ansøgningsfrist d. 14. juni. Der afholdes samtaler løbende.

Har du spørgsmål vedrørende stillingen, er du velkommen til at kontakte Svømmeklubben NORD's formand, Stine Sørensen på telefon 3126 0703.

Sponsorer​

KONTAKT EN AF VORES 3 AFDELINGER​

Har du spørgsmål der vedrører børne- og voksenhold kan du kontakte os direkte.

Har du spørgsmål der vedrører konkurrenceafdelingen kan du kontakte os direkte.

Har du spørgsmål der vedrører dykkerafdelingen kan du kontakte os direkte.