Holland – mulighed for nye udfordringer

Skrevet onsdag d. 23. marts 2016

Søndag den 6. december steg jeg ombord på flyveren fra Aalborg til Amsterdam. Jeg skulle rejse alene for første gang. Jeg havde nemlig fået mulighed for at komme til Holland og træne med det hollandske landshold. Jeg skulle træne med dem fra mandag til torsdag og derefter skulle vi til stævne. Mange gange har jeg rejst og mange gange har jeg kastet mig ud i nye ting, men jeg tvivler på, at jeg nogensinde har været SÅ nervøs for en flyvetur. Heldigvis kastede jeg mig ud i det alligevel, og nervøsiteten forsvandt mere og mere i tankerne om at jeg skulle have så meget ud af turen som muligt og jeg skulle nyde hvert minut.

Og meget fik jeg ud af det. Allerede før jeg nåede frem til hotellet hvor jeg skulle bo, vidste jeg jo stort set alt om det hollandske system og om trænerne, da jeg blev hentet af den assisterende træner, som fortalte med glæde.

Mandag morgen var det tid til første træning, og allerede her blev der rettet på tekniske ting, filmet teknik og ikke mindst blev det til en lærerig omgang styrketræning. Heldigvis stoppede dette ikke mandag. Gennem hele ugen blev jeg rettet på og jeg lærte hele tiden nye ting.

Torsdag var der afgang til stævne, og jeg vil da ikke skjule at det var lidt mærkeligt at være der med helt nye trænere og ikke mindst andre svømmere end sædvanligt, men lærerigt var det. Tingene blev gjort på andre måder end når jeg er afsted med klubben eller landsholdet herhjemme, men et nyt perspektiv på tingene er aldrig helt skidt.

I alt kan man vist roligt sige at jeg fik noget ud af det, og jeg har taget alt med hjem i kufferten. Både de tekniske ting, de nye træningsmetoder, de nye styrketræningsøvelser og ikke mindst de venskaber jeg fik gennem ugen, når jeg hver aften spiste med en af svømmerne.

Skrevet af Laura Martens Christensen

Sponsorer​

KONTAKT EN AF VORES 3 AFDELINGER​

Har du spørgsmål der vedrører børne- og voksenhold kan du kontakte os direkte.

Har du spørgsmål der vedrører konkurrenceafdelingen kan du kontakte os direkte.

Har du spørgsmål der vedrører dykkerafdelingen kan du kontakte os direkte.